Vendepunktet..

Børn og sorg..

Det her er lidt en fortsættelse fra mit indlæg igår (som i kan læse her)

Men noget af det der fylder meget for mig i den her lorte tid, er mine børn. For hold kæft hvor er det bare både godt og skidt, at de små mennesker er der i de her perioder.

Det kan ind imellem være svært, fordi man egentlig mest af alt bare har lyst til fred. Plads til at være ked af det og mulighed for at tage hensyn til sig selv. Men det har man ikke. Ingen af dele really.

Men samtidig er det på en eller anden måde en kæmpe lettelse, at de er der lige meget hvad. For de tvinger en til at holde sig igang. De sørger for at hverdagen stadig kører, de er en garanti for at man husker at smile. For de forstår (hvert fald ikke den alder mine har nu) ikke en brik, af halvdelen af de ting der sker. Dicte forstår noget, og så alligevel ikke. Og det gør det selvfølgelig indimellem svært at forklare hende hvad det er der foregår. Jeg har dage hvor jeg synes det er mega anstrengende at jeg ikke kan få lov bare at fokusere 100 % på hvad der sker omkring mig og så har jeg dage som i dag hvor jeg rent faktisk synes at det er pisse fedt at der stadig er dans der skal passes om torsdagen, selvom problemerne flyver om ørerne på mig. For det tvinger mig til at holde fokus på, at livet jo altså stadig skal fortsætte  og leves. Det holder mig igang, de holder mig igang. De sørger for at jeg ikke bare trykker på pause knappen og ruller gardinerne ned. De sikrer at alt fortsætter som det plejer, at vi kommer videre. Langt største delen af dagene, er jeg dybt taknemmelig over det, over dem der får mig op og igang hver evig eneste dag.

Men med hensyn til sorgen, så døjer jeg lige nu med, at jeg føler der er sådan en grænse, som kan være svær at finde. For hvor ked af det må man egentlig være når ens børn er der ? Hvor meget skal de se og hvad skal de skånes for ? Jeg har stadig ikke helt regnet den ud. Jeg mener bestemt gerne at de må se, at vi græder. De må gerne mærke, at det er okay at være ked af det. De må gerne opleve, at det er en hel naturlig del af livet, at vi allesammen ind imellem er kede af det. MEN !!! Det betyder bare virkelig virkelig (!!) meget for mig, at det ikke er i en sådan grad, at det påvirker dem. Efter min holdning, må det under ingen omstændigheder gå ud over dem og deres hverdag. Jeg ved jo, hvor hurtigt de kan fornemme at man er ked af det. Hvor meget de kan mærke det, selv når man tror at man på ingen måder har vist smerten, de kender en imponerende godt. Og Dicte især, er typen der har enormt svært ved, hvis nogle er kede af det. Eller sure for that matter. Hun bruger rigtig mange tanker på det, det fylder rigtig meget hos hende. Og det er jeg enormt opmærksom på lige nu. For der sker så mange ting omkring hende. Vi forsøger at dele noget af det med hende, og holde de tungeste detaljer og unødige informationer for os selv. Dem krammer vi så ud efter sengetid. For de skal have lov og plads til at være glade, så meget som overhovedet muligt ! De skal kunne mærke at der stadig er ro omkring dem, føle sig trygge i vores hænder som de plejer. Vide at vi er her for dem, uanset hvad.

De skal bare vide, at der altid er plads til dem. At de altid må og helst skal være glade. At de altid kan stole på os og altid kan regne med at vi er her. Så bruger jeg gerne alt energi jeg ejer på, at skjule mine sorger hvis det er det det kræver. Men så langt ude, så langt nede er jeg eller vi heldigvis ikke. Jeg synes faktisk det er gået fint indtil nu, med at holde tungen lige i munden og være glad når de er hjemme og stadig fyre kærlighed efter dem i stride strømme. De virker på ingen måde påvirkede af tingene lige nu, og Dicte virker til at have forstået at hun må stille alle de spørgsmål hun vil til alt det hun vil. Vi tager et problem og en ting af gangen, også når det handler om hvor meget vi deler med hende. Lige nu, er jeg bare virkelig lykkelig over at de stadig får mig til at grine hver dag ❤

 

Nanna Augustinus
Smartkidz.dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vendepunktet..