Se (eller shop) min kjole..

Mig og min 4 årige..

Dicte blev 4 i December, så vi har været udsat for alderen i 3 – 4 måneders tid nu.. Og det er da bare en fed feeeed alder.. Med løgn på..

Okay, hun er stadig både sød og køn, men udover det så er der bare gået lidt for tidlig teenager i den. Jeg tænker faktisk ok tit i øjeblikket, at sådan som mit og hendes forhold kører nu, sådan vil det nok rundt regnet også køre om 10 år når hun går full retard i teenage årene. Seriøst, vi diskuterer som jeg forestiller mig kun mødre kan med deres døtre. Holy moly mand ..

Jeg er ikke engang halvt færdig med alderen og jeg er allerede træt. 

Jeg tror uden at overdrive, at hun er sur 70 % af tiden i øjeblikket og de sidste 30 % af tiden sidder hun et eller ander sted og råber efter ting. Råber efter mere saftevand, papir til snot, Chips vi ikke har i huset eller spil på ipad’en vi skal betale for. 

Hun flegner fuldstændig hvis der ikke er de rigtige kiks i skuffen, hun græder i 3 timer hvis lynlåsen driller og lukker sig selv inde på værelset hvis hun får den forkerte stol ved bordet. Nu ved jeg jo godt at jeg selv har været teenager engang, og jeg har muligvis glemt hvordan det var, for jeg står fuldstændig uforstående tilbage når hun får de flip her ! JEG KAN IKKE SÆTTE MIG IND I AT MAN KAN HYLE I 20 MINUTTER OVER AT DER IKKE VAR MERE YOUGHURT !!!! Jeg ville så gerne, men jeg kan ikke. Jeg lader ind imellem som om, trøster og kysser – men andre gange er jeg nødt til at forlade området eller bede hende gøre det. 

Ikke at hun så lytter og gør det, for hun gør sådan ca 0 % af de ting jeg beder jeg hende om og hvis hun gør, så tager det så lang tid at jeg har nået af være sur 8 gange mere.

Men det værste er næsten, at hun får mig til at føle mig som en rigtig pis mor. Det er helt sikkert ikke intentionen, men det gør hun. Jeg føler jeg skælder hende ud hele tiden, føler jeg er sur på hende hele tiden, føler vi diskutere mere end vi griner. Vi bliver uvenner hver gang hun bruger 8 minutter på at tage sko på, hver gang det tager 45 minutter at handle en liter mælk, hver aften når hun skal bruge 12 minutter på at kaste sig rundt i sengen fordi hun ikke må se 3 film på ipad’en. Konstant diskutere vi som et gammelt ægtepar. Og jeg synes det er pisse hårdt. Jeg tager mig selv i at savne dengang hun var 2.. Eller 3. Eller baby. Og det er skrækkeligt. For det har jeg ikke lyst til. Jeg har ikke lyst til at længtes efter noget der engang var, især ikke efter hvordan mit barn engang var. Jeg ved jo godt, at det ikke er hende jeg savner, for hun er lige her og lige så forbandet og ubetinget højt elsket som hun altid har været. Men jeg savner at hun er glad mere end de 10 minutter af gangen jeg føler hun er nu.

Jeg ved godt at det er helt normalt det her. At største delen af alle på 4 er røv irriterende men jeg gider bare ikke rigtig synes min egen er det vel ? Jeg gider faktisk helst bare at det her ikke er sådan en fase der varer til hun bliver 8. Så er jeg muligvis den der er skredet !

Nå, men for at vores dørkarme skal overleve det næste år, så tænker jeg lidt at jeg er nødt til at lægge strategien om. Jeg overvejer lidt at svare tilbage med bare at være mega glad hele tiden. Altså sådan irriterende glad. Og så bare håbe på hun gider være en del af det. Hun har som en start takket ja til en tøse date med film, is og overnatning i vores seng aften. Og selvom i måske tvivler ret stærkt på det efter det indlæg her, så glæder jeg mig til den date og håber det bliver en af de gode !

Nanna Augustinus
Smartkidz.dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Se (eller shop) min kjole..