Mig og min 4 årige..

Når ens børn er forskellige.

Jeg har nogle gange undret mig over, hvordan mig og mine søskende kan være så vidt forskellige som vi er. På den gode måde, er vi nemlig 3 vidt forskellige typer med 3 vidt forskellige holdninger, meninger, interesser og måder at være på. Og ind imellem har jeg tænkt, at det sku da er imponerende når vi er lavet af og opvokset hos de samme (vidunderlige) forældre. Men jeg ved det nu ! I got it, i get it – og her kommer den for os små børns forældre lidt heldige indskydelse, opdragelse er mile fra at være alt ! Man har det jo med lyn hurtigt med at overbevise sig selv om at ens børn ender ud som små psykopater hvis man opgiver kampen om en chokolade kiks før aftensmaden eller ipad’en under, men jeg tror mindre og mindre på at det kommer til at ske. For news flash, børn er IKKE de samme, bare fordi de kommer af samme gen pulje ! (selvom det nok havde gjort hele opdragelse’s showet en del nemmere) På godt og ondt, er de fra start aldeles deres egne og det kan man på mange punkter gøre lige nøjagtig 0 ved. Man kan præge, skubbe i retninger og alt det der, men de er dem de er. Og på en eller anden led er man så nogle gange nødt til at indrette sig selv og sin måde at være forælder på, derefter.  Reglerne skal for at gøre familie livet (læs freden) så smooth som muligt nok være rundt regnet de samme, men hvis man får mere end et barn skal man nok indstille sig på at alt ikke kommer til at foregå på ens måder med det antal børn man er heldig at få. Intet indlæg uden et eksempel ved i nok, og jeg hiver sku et direkte ud fra dagbogen for i dag. For jeg havde sammen med en af de skønne mødre fra børneren planlagt en dobbelt date for ungerne, da D går i børner med en dreng hun er ret så glad for og som tilfældigvis har en lillesøster der er 14 dage yngre end Nynne. Det er næsten en kombi der er for god til ikke lige at prøve af ikk ! Og det gik skide godt. De store havde i hvert fald deres egen fest. Nu er mandag jo helt generelt ikke en skide fantastisk dag for børn, men det var den dag tiden var på. Anyhow, Nynne er i sådan en situation bare enormt anderledes end hvad D var og er. For hun er typen der altid bare vader ind med træsko på. Hun aner ikke at man kan være genert overfor andre børn, hun ved ikke hvad det vil sige at holde sig forsigtigt i baggrunden. Hun bruger ikke tid på at se folk an, hun forelsker sig i nye mennesker på split sekunder, hun er typen der laver venner på en tur i fakta. Nynne, not so much. Hun bruger laaaang (lang) tid på at lure hvem det er hun er blevet placeret i selskab med. Hun lukker ikke bare folk ind, hun observerer og mærker efter længe før hun lader andre mennesker være en del af hendes leg. Hun har brug for tryghed, en hånd at holde i eller en arm at være på. Hun holder sig på afstand og tilbage, indtil hun føler sig sikker på de mennesker hun er sammen med. Også børn. Og det skal jeg lige lære at håndtere. For det er ikke et problem, og slet ikke hendes. Sådan er hun og det er mere end okay – mor’en er bare ikke vant til det. I virkeligheden er det en skide fin egenskab at have, så det er slet ikke det det handler om – det er udelukkende det her med ikke at have prøvet “det” før. Det her skulle bare agere eksempel, for det er faktisk bare et ud af det der efterhånden er flere og flere, for de er virkelig forskellige. Men det samme er deres forældre og det er nok en af grundene til vi er så skide gode sammen. Modsætninger mødes som man siger. Derfor havde jeg jo egentlig nok heller ikke regnet med at få 2 børn som var tæt på den samme, man mærker det bare først når man står i det. Og jeg synes sku det er svært, det her med hvor forskellige de mennesker man skaber er. Der er intet tilbage lænet over at være forældre for 2 gang. Jo jo bleerne, sammenfoldningen af barnevognen og madplanen er den samme og på de ting kan man have “ben there done that” attituden på, men opdragelse’s wise så går den ikke. Uanset hvor ens deres opvækst slash opdragelse er. Det er vildt ! Og det gør bestemt ikke tingene nemmere. Sjovere måske, men ikke nemmere.

Nanna Augustinus
Smartkidz.dk

1 kommentar

  • Kathrine

    Vi talte om præcis det sammen i går aftes, min mand og jeg. Vi har 3 børn. Dreng, pige, lille pige. De ligner hinanden helt enormt meget af udseende alle tre og som babyer har de været nærmest ens af væremåde også. Men det stoppede så! Vi har en dreng som skal have lidt voksenhjælp til legeaftaler og som generelt har haft det lidt svært socialt. Vores datter vil alle lege med i børnehaven og dét er fandeme også svært for hende. Altså.. kunne man forestille sig at den lille kunne vælge en mellemløsning? 🙂

    Det er spændende det med at vi gør alt det rigtige fordi.. fordi de skal spise varieret, være en god ven, være kreative osv. osv., men de bliver jo dem de er.. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mig og min 4 årige..